Kilde: RT af Finian Cunningham
Den Amerikanske Udenrigsminister Mike Pompeo, opfordrer til “en alliance af demokratier” for at konfrontere Kina. Det udgør en ny kold krig, hvor nationer tvinges til vælge side enten med Washington eller Beijing.
Det er et klassisk tyrannisk magtspil af Washington, men ironisk nok er det Amerikanerne, der beskylder Beijing for at være det ”nye tyranni” i verden.
Imidlertid er en sådan polariseret afgrænsning af planeten som udpeget af Washington umulig i en global økonomi, der er stærkt integreret fra forbruger- og finansmarkeder til forsyningskæder.
En nyhedsrapport i denne uge understreger endnu en gang, hvordan selv det Amerikanske militær er afhængig af Kina for forsyninger med sjældne jordartsmetaller, der bruges i dens våbensystemer.
Faktisk er hele den Amerikanske økonomi afhængig af Kina, som er USAs største handelspartner. I 2019 havde USA et handelsunderskud på 345 milliarder dollars til Kina, på trods af tre års politik om at gøre Amerika ‘Great Again’ under præsident Donald Trump.
Underskuddet med Kina tegner sig for cirka halvdelen af USA’s samlede handels ubalance med resten af verden. Og det har været sådan i mange år. Så den højhåndet opfattelse af at “afskære Kina”, som Trump siger at han agter at gøre, er facil.
Det er det, der gør, at den kolde krigs fjendtlighed over for Kina også er så futil. Nedlukning af konsulater og udstedelse af anklager for påstået spionage fører kun til et standoff, som De Forenede Stater ikke rigtig kan håndhæve eller har råd til – bogstaveligt talt.
Det samme gælder Amerikanske allierede, som Washington skubber til for at deltage i en Kold Krigs Kamp. Australien, Storbritannien, Canada, blandt andre, bliver fanget i en ideologisk krydsild, som vil resultere i alvorlige tab for deres økonomier. Australske landmænd betaler allerede en smertefuld pris, efter at Kina annullerede eksportordrer på grund af, at Canberra blev opfattet som en fuldmagt for Washington, på grund af provokerende coronavirus-krav mod Beijing.
Pompeo var i London i denne uge, hvor han opfordrede den “frie verden” til at stå op mod Kina. Dette fulgte meddelelsen fra den Britiske regering i sidste uge, om at skrotte en partnerskabsaftale med det Kinesiske firma Huawei, for at modernisere Storbritanniens telekom. Den bevægelse var tilskyndet af et intensivt pres på London fra Trump-administrationen, til irettesættelse af Kina på grund af påståede “national sikkerhedsrisiko.” Men de Britiske myndigheder vil sandsynligvis pådrage skadelige følger for Storbritanniens økonomi. Moderniseringen af dens telekommunikations infrastruktur vil blive forsinket og kostbar.
Derudover er Kina en vigtig handelspartner med Storbritannien, som det er med de fleste lande, grundet af at være verdens næststørste økonomi efter USA. Da Storbritannien kortlægger et nyt globalt handelsmiljø efter Brexit, har det brug for Kinas goodwill mere end nogensinde.
Den Europæiske Union er også afhængig af Kina for handel og investeringer. Det ville forklare, hvorfor de Europæiske ledere er på vagt over for Washingtons polariserende politik, for at frakturerer verden ind i et koldkrigs lignende anfald. En sådan nul-sum skildring af verden er simpelthen uholdbar og uholdbar i en integreret global økonomi. At afskære bånd til Kina, er som at skære næsen af, for at trodse dit ansigt.
Under den kolde krig med Sovjetunionen, var verden stort set isoleret mellem de to blokke. Der var minimal økonomisk sammenhæng. Et jerntæppe var muligt at vedligeholde på grund af den stive adskillelse mellem økonomier og kommunikation. Den slags kunstig isolering er umulig i dagens stadig mere netværksbaseret verden..
Selv Pompeo indrømmer dette, omend i princippet. I en hovedtale i denne uge bemærkede han med foragt: ”I modsætning til Sovjetunionen er Kina dybt integreret i den globale økonomi… Sovjetunionen blev lukket for den frie verden. Det kommunistiske Kina er allerede inden for vores grænser.”
Når endda Pentagon er nødt til at bøje sig for realiteterne i den globale økonomi og dens afhængighed af Kina for vigtige råvarer, så skulle vi vide at den nye kolde krig, som Washington søger med Kina, er en ønskedrøm. Det er alt sammen tom retorik, at retfærdiggøre en ideologi om konflikt, som Washington er nødt til at forfølge for sine anakronistiske prætentioner for global dominans.
Desværre vil mange lande, inklusive såkaldte allierede, lide økonomisk ved at pålægge sig dets fjendtlige afgrænset syn på verden. Og imens bringes internationale spændinger til et farligt kogepunkt.
Skrevet af Finian Cunningham – er en prisvindende journalist. I over 25 år arbejdede han som underredaktør og forfatter for blandt andet The Mirror, Irish Times, Irish Independent og Britain’s Independent.