Kilde: Præsident af Rusland #translation af Ildspor
Ruslands præsident Vladimir Putin: Borgere i Rusland, venner,
Jeg anser det for nødvendigt i dag at tale igen om de tragiske begivenheder i Donbass og de vigtigste aspekter af at sikre Ruslands sikkerhed.
Jeg vil begynde med, hvad jeg sagde i min tale den 21. februar 2022. Jeg talte om vores største bekymringer og om de grundlæggende trusler, som uansvarlige vestlige politikere skabte for Rusland konsekvent, groft og uhøjtideligt fra år til år. Jeg refererer til NATO’s udvidelse mod øst, som flytter dens militære infrastruktur stadig tættere på den russiske grænse.
Hvorfor sker det? Hvorfra kom denne uforskammede måde at tale ned fra højden af deres exceptionalisme, ufejlbarlighed og al-tilladelighed? Hvad er forklaringen på denne foragtende og hånende holdning til vores interesser og absolut legitime krav?
Svaret er enkelt. Alt er klart og tydeligt. I slutningen af 1980’erne blev Sovjetunionen svagere og blev efterfølgende brudt op. Den oplevelse burde tjene som en god lærestreg for os, fordi den har vist os, at lammelsen af magt og vilje er det første skridt mod fuldstændig nedbrydning og glemsel. Vi mistede tilliden i kun et øjeblik, men det var nok til at forstyrre balancen af kræfter i verden.
Som følge heraf er de gamle traktater og aftaler ikke længere effektive. Dybtfølte appeller og anmodninger hjælper ikke. Alt, hvad der ikke passer den dominerende stat, de magter som er, bliver fordømt som arkaisk, forældet og ubrugeligt. Samtidig præsenteres alt, hvad den betragter som nyttigt, præsenteres som den ultimative sandhed og påtvinges andre uanset omkostningerne, på misbrugende vis og med alle tilgængelige midler. De, der nægter at adlyde, udsættes for at få armene vredet om på ryggen.
Det, jeg siger nu, vedrører ikke kun Rusland, og Rusland er ikke det eneste land, der er bekymret over dette. Dette har at gøre med hele systemet af internationale relationer, og nogle gange endda amerikanske allierede. Sovjetunionens sammenbrud førte til en omfordeling af verden, og de normer for international ret, der udviklede sig på det tidspunkt – og de vigtigste af dem, de grundlæggende normer, der blev vedtaget efter Anden Verdenskrig og formaliserede stort set dens udfald – kom via dem, der erklærede sig selv som vindere af den kolde krig.
Selvfølgelig skulle praksis, internationale relationer og de regler, der regulerede dem, tage højde for de ændringer, der fandt sted i verden og i kræfternes balance. Dette burde dog være gjort professionelt, gnidningsløst, tålmodigt og med behørighed og respekt for alle staters interesser og ens eget ansvar. I stedet så vi en tilstand af eufori skabt af følelsen af absolut overlegenhed, en slags moderne absolutisme, kombineret med de lave kulturelle standarder og arrogance hos dem, der formulerede og pressede beslutninger igennem, der kun tjente dem selv. Situationen tog en anden drejning.
Det er der mange eksempler på. Først blev der gennemført en blodig militæroperation mod Beograd, uden FN’s Sikkerhedsråds sanktion, men med kampfly og missiler brugt i hjertet af Europa. Bombningen af fredelige byer og vital infrastruktur fortsatte i flere uger. Jeg er nødt til at huske disse kendsgerninger, fordi nogle vestlige kolleger foretrækker at glemme dem, og da vi nævnte begivenheden, foretrækker de at undgå at tale om international ret, i stedet for understreger de omstændighederne, som de tolker og mener nødvendige.
Så kom turen til Irak, Libyen og Syrien. Den ulovlige brug af militær magt mod Libyen og fordrejningen af alle FN’s Sikkerhedsråds beslutninger om Libyen ødelagde staten, skabte et enormt sæde for international terrorisme og skubbede landet i retning af en humanitær katastrofe, ind i hvirvelen af en borgerkrig, som er fortsat der i årevis. Tragedien, som blev skabt for hundredtusinder og endda millioner af mennesker, ikke kun i Libyen, men i hele regionen, har ført til en storstilet udvandring fra Mellemøsten og Nordafrika til Europa.
En lignende skæbne var også forberedt for Syrien. De kampoperationer, der udføres af den vestlige koalition i dette land uden den syriske regerings godkendelse eller FN’s Sikkerhedsråds sanktion, kan kun defineres som aggression og intervention.
Men eksemplet, der skiller sig ud fra ovenstående begivenheder, er selvfølgelig invasionen af Irak uden nogen juridisk begrundelse. De brugte påskud af påstået pålidelig tilgængelig information i USA om tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben i Irak. For at bevise denne påstand holdt den amerikanske udenrigsminister et hætteglas op med hvidt pulver offentligt, så hele verden kunne se, og forsikrede det internationale samfund om, at det var et kemisk krigsførelsesmiddel skabt i Irak. Det viste sig senere, at alt dette var falsk og svindel, og at Irak ikke havde nogen kemiske våben.
Utroligt og chokerende, men sandt. Vi var vidne til løgne, der blev fremsat på højeste statslige niveau og udtrykt fra FN’s høje talerstol. Som et resultat ser vi et enormt tab af menneskeliv, skader, ødelæggelser og et kolossalt opsving af terrorisme.
Samlet set ser det ud til, at næsten overalt, i mange regioner i verden, hvor USA bragte sin lov og orden, skabtes dette blodige, ulægelige sår, og forbandelsen fra international terrorisme og ekstremisme. Jeg har kun nævnt de mest grelle, men langt fra eneste eksempler på tilsidesættelse af international lov.
Denne opstilling inkluderer løfter om ikke at udvide NATO mod øst, ikke engang med en tomme. For at gentage: De har bedraget os, eller for at sige det enkelt; de har spillet på os. Selvfølgelig hører man ofte, at politik er beskidt business. Det kan det være, men det burde ikke være så beskidt, som det er nu, ikke i sådan en grad. Denne form for bedragerisk adfærd er ikke kun i modstrid med principperne for internationale relationer, men også og frem for alt de almindeligt accepterede normer for moral og etik. Hvor er retfærdighed og sandhed her? Bare løgn og hykleri hele vejen rundt..
I øvrigt skriver og siger amerikanske politikere, politologer og journalister, at der er blevet skabt et veritabelt “løgnenes imperium” inde i USA i de senere år. Det er svært at være uenig i dette – det er virkelig sådan. Men man skal ikke være beskeden omkring det: USA er stadig et stort land og en systemdannende magt. Alle dens satellitter siger ikke kun ydmygt og lydigt ja til USA og lystrer som papegøjer under det mindste påskud, men efterligner også dets adfærd og accepterer entusiastisk de regler, det tilbyder dem. Derfor kan man med god grund og tillid sige, at hele den såkaldte vestlige blok, der er dannet af USA i dets eget billede og lighed, er det selvsamme “løgnenes imperium” i sin helhed .
Hvad angår vores land, efter Sovjetunionens opløsning, i betragtning af hele det nye, moderne Ruslands hidtil usete åbenhed, dets parathed til at arbejde ærligt med USA og andre vestlige partnere og dets praktisk talt ensidige nedrustning, forsøgte de straks at sætte sidste klem på os, afskrive os som færdige, og ødelægge os fuldstændigt.
Sådan var det i 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne, hvor det såkaldte kollektive Vesten aktivt støttede separatisme og bander af lejesoldater i det sydlige Rusland. Hvilke ofre, hvilke tab vi måtte lide og hvilke prøvelser vi skulle igennem på det tidspunkt, før vi knækkede ryggen på international terrorisme i Kaukasus! Vi husker dette og vil aldrig glemme.
For at være præcis, så ophørte forsøgene på at bruge os i deres egne interesser aldrig, indtil for ganske nyligt: de forsøgte at ødelægge vores traditionelle værdier og påtvinge os deres falske værdier, som ville udhule os, vores folk indefra, de holdninger, de aggressivt har påtvunget os, deres lande, holdninger, der direkte fører til nedbrydning og degeneration, fordi de er i modstrid med den menneskelige natur. Dette kommer ikke til at ske. Ingen har nogensinde haft held med at gøre dette, og det vil de heller ikke lykkes med nu.
På trods af alt dette, gjorde vi i december 2021 endnu et forsøg på at nå til enighed med USA og dets allierede om principperne for europæisk sikkerhed og NATO’s ikke-udvidelse. Vores indsats var forgæves. USA har ikke ændret holdning. USA mener ikke, det er nødvendigt at blive enig med Rusland i et spørgsmål, der er afgørende for os. USA forfølger sine egne mål, mens de negligerer vores interesser.
Selvfølgelig rejser denne situation et spørgsmål: Hvad er det næste, hvad kan vi forvente? Hvis historien er nogen guide, ved vi, at Sovjetunionen i 1940 og begyndelsen af 1941 gik meget langt for at forhindre krig eller i det mindste forsinke dens udbrud. Til dette formål forsøgte Sovjetunionen at undlade at provokere den potentielle aggressor til det sidste ved at afstå fra eller udsætte de mest presserende og åbenlyse forberedelser, som det var nødt til at gøre for at forsvare sig mod et forestående angreb. Da det endelig handlede, var det for sent.
Som følge heraf var landet ikke parat til at imødegå invasionen af Nazi-Tyskland, som angreb vores fædreland den 22. juni 1941 uden at erklære krig. Landet stoppede fjenden og fortsatte med at besejre den, men dette kom med en enorm pris. Forsøget på at formilde aggressoren forud for den store patriotiske krig viste sig at være en fejltagelse, som kom med en høj pris for vores folk. I de første måneder efter, at fjendtlighederne brød ud, mistede vi enorme territorier af strategisk betydning, såvel som millioner af liv. Vi begår ikke denne fejl anden gang. Det har vi ikke ret til.
De, der stræber efter global dominans, har offentligt udpeget Rusland som deres fjende. Det gjorde de ustraffet. Tag ikke fejl, de havde ingen grund til at handle på denne måde. Det er rigtigt, at de har betydelige økonomiske, videnskabelige, teknologiske og militære kapaciteter. Vi er opmærksomme på dette og har et objektivt syn på de økonomiske trusler, vi har hørt, ligesom vores evne til at imødegå denne bramfri og uendelige afpresning. Lad mig gentage, at vi ikke har nogen illusioner i denne henseende og er yderst realistiske i vores vurderinger.
Hvad angår militære anliggender, forbliver nutidens Rusland en af de mest magtfulde atomstater, selv efter Sovjetunionens opløsning og tab af en betydelig del af dens kapaciteter. Desuden har den en vis fordel i flere banebrydende våben. I denne sammenhæng bør der ikke herske nogen tvivl om, at enhver potentiel aggressor vil møde nederlag og ildevarslende konsekvenser, hvis denne direkte angriber vores land.
Samtidig er teknologien, også i forsvarssektoren, under hastig forandring. En dag er der en leder, og i morgen en anden, men en militær tilstedeværelse i territorier, der grænser op til Rusland, vil, hvis vi tillader det at fortsætte, forblive i årtier fremover eller måske for evigt og skabe en stadig voksende og totalt uacceptabel trussel for Rusland.
Selv nu, med NATOs udvidelse mod øst, er situationen for Rusland blevet værre og farligere år for år. Desuden har NATO-ledelsen i disse dage været ligefrem i sine udtalelser om, at de er nødt til at fremskynde og optrappe indsatsen for at bringe alliancens infrastruktur tættere på Ruslands grænser. De har med andre ord skærpet deres position. Vi kan ikke forblive inaktive og passivt observere denne udvikling. Det ville være en fuldstændig uansvarlig ting af os at gøre.
Enhver yderligere udvidelse af den nordatlantiske alliances infrastruktur eller de igangværende bestræbelser på at få militært fodfæste på det ukrainske territorium er uacceptabelt for os. Spørgsmålet handler naturligvis ikke om selve NATO. NATO tjener blot som et redskab i amerikansk udenrigspolitik. Problemet er, at i områder, der støder op til Rusland, som jeg må bemærke er vores historiske land, er et fjendtligt “anti-Rusland” ved at tage form. Fuldt kontrolleret udefra gør det alt for at tiltrække NATOs væbnede styrker og skaffe banebrydende våben.
For USA og dets allierede er det en politik for at begrænse Rusland med åbenlyse geopolitiske udbytter. For vores land er det et spørgsmål om liv og død, et spørgsmål om vores historiske fremtid som nation. Dette er ikke en overdrivelse; dette er et faktum. Det er ikke kun en meget reel trussel mod vores interesser, men mod selve eksistensen af vores stat og dens suverænitet. Det er den røde linje, som vi har talt om ved adskillige lejligheder. De har krydset den.
Dette bringer mig til situationen i Donbass. Vi kan se, at de kræfter, der iscenesatte kuppet i Ukraine i 2014 [1], har grebet magten, bevarer den ved hjælp af dekorative valgprocedurer og har forladt vejen til en fredelig konfliktløsning. I otte år, i otte uendelige år, har vi gjort alt for at løse situationen med fredelige politiske midler. Alt var forgæves.
Som jeg sagde i min tidligere tale, kan man ikke uden medfølelse se på, hvad der sker der. Det blev umuligt at tolerere det. Vi var nødt til at stoppe den grusomhed, det folkemord på de millioner af mennesker, der bor der, og som satte deres håb til Rusland, på os alle. Det er deres forhåbninger, disse menneskers følelser og smerte, der var den vigtigste motivationskraft bag vores beslutning om at anerkende Donbass-folkerepublikkernes uafhængighed.
Jeg vil yderligere understrege følgende. Fokuseret på deres egne mål støtter de førende NATO-lande de yderste højre nationalister og nynazister i Ukraine [2], dem som aldrig vil tilgive befolkningen på Krim og Sevastopol for frit at træffe et valg om at genforene sig med Rusland.
De vil utvivlsomt forsøge at bringe krig til Krim, ligesom de har gjort i Donbass, at dræbe uskyldige mennesker, ligesom medlemmer af de ukrainske nationalisters straffeenheder og Hitlers medskyldige gjorde under den store patriotiske krig. De har også åbenlyst gjort krav på flere andre russiske regioner.
Hvis vi ser på hændelsesforløbet og de indkommende rapporter, kan opgøret mellem Rusland og disse styrker ikke undgås. Det er kun et spørgsmål om tid. De gør sig klar og venter på det rigtige øjeblik. Desuden gik de så langt, som de ønsker at erhverve atomvåben. Vi vil ikke lade dette ske.
Jeg har allerede sagt, at Rusland accepterede den nye geopolitiske virkelighed efter opløsningen af USSR. Vi har behandlet alle nye post-sovjetiske stater med respekt og vil fortsætte med at handle på denne måde. Vi respekterer og vil respektere deres suverænitet, som bevist af den bistand, vi ydede til Kazakhstan, da det stod over for tragiske begivenheder og en udfordring med hensyn til dets stat og integritet. Men Rusland kan ikke føle sig tryg, udvikle sig og eksistere, mens det står over for en permanent trussel fra det nuværende Ukraines territorium.
Lad mig minde jer om, at vi i 2000-2005 brugte vores militær til at presse terrorister i defensiven i Kaukasus, og stod op for vores stats integritet. Vi bevarede Rusland. I 2014 støttede vi befolkningen på Krim og Sevastopol. I 2015 brugte vi vores væbnede styrker til at skabe et pålideligt skjold, der forhindrede terrorister fra Syrien i at trænge ind i Rusland. Det var et spørgsmål om at forsvare os selv. Vi havde intet andet valg.
Det samme sker i dag. De efterlod os ingen anden mulighed for at forsvare Rusland og vores folk end den, vi er tvunget til at bruge i dag. Under disse omstændigheder er vi nødt til at tage modige og øjeblikkelige foranstaltninger. Folkerepublikken Donbass har bedt Rusland om hjælp.
I denne sammenhæng, i overensstemmelse med artikel 51 (kapitel VII) i FN-pagten, med tilladelse fra Ruslands Føderationsråd, og i udførelsen af traktaterne om venskab og gensidig bistand med Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk, ratificeret af Forbundsforsamlingen den 22. februar, traf jeg en beslutning om at gennemføre en særlig militær operation.
Det er ikke vores plan at besætte det ukrainske område. Vi har ikke til hensigt at påtvinge nogen noget med magt. Samtidig har vi hørt et stigende antal udtalelser, der kommer fra Vesten om, at der ikke længere er behov for at efterleve de dokumenter, der beskriver resultaterne af Anden Verdenskrig, som underskrevet af det totalitære sovjetregime. Hvordan kan vi reagere på det?
Resultaterne af Anden Verdenskrig og de ofre, vores folk måtte gøre for at besejre nazismen, er hellige. Dette er ikke i modstrid med de høje værdier af menneskerettigheder og friheder i den virkelighed, der opstod gennem efterkrigsårtierne. Det betyder ikke, at nationer ikke kan nyde retten til selvbestemmelse, som er nedfældet i artikel 1 i FN-pagten.
Lad mig minde jer om, at de mennesker, der bor i territorier, der er en del af nutidens Ukraine, ikke blev spurgt om, hvordan de ønsker at bygge deres liv op, da USSR blev etableret eller efter Anden Verdenskrig. Frihed styrer vores politik, friheden til selvstændigt at vælge vores fremtid og vores børns fremtid. Vi mener, at alle de folk, der bor i dagens Ukraine, alle der ønsker at gøre det, skal kunne nyde denne ret til at træffe et frit valg.
I denne sammenhæng vil jeg gerne henvende mig til Ukraines borgere. I 2014 var Rusland forpligtet til at beskytte befolkningen på Krim og Sevastopol mod dem, som i selv kalder “nats”. Befolkningen på Krim og Sevastopol traf deres valg til fordel for at være sammen med deres historiske hjemland, Rusland, og vi støttede deres valg. Som sagt kunne vi ikke handle anderledes.
De aktuelle begivenheder har intet at gøre med et ønske om at krænke Ukraines og det ukrainske folks interesser. De er forbundet med det forsvarende Rusland fra dem, der har taget Ukraine som gidsler og forsøger at bruge det mod vores land og vores folk.
Jeg gentager: vi handler for at forsvare os mod de trusler, der er skabt for os, og mod en værre fare end det, der sker nu. Jeg beder dig, hvor svært det end er, om at forstå dette og arbejde sammen med os for at vende denne tragiske side så hurtigt som muligt og komme videre sammen uden at lade nogen blande sig i vores anliggender og vores relationer, men udvikle dem uafhængigt, for at skabe gunstige betingelser for at overvinde alle disse problemer og for at styrke os indefra som en enkelt helhed på trods af eksistensen af statsgrænser. Jeg tror på dette, på vores fælles fremtid.
Jeg vil også gerne henvende mig til det militære personel fra de ukrainske væbnede styrker.
Kammerat officerer,
Jeres fædre, bedstefædre og oldefædre kæmpede ikke mod de nazistiske besættere og forsvarede ikke vores fælles fædreland for at tillade nutidens nynazister at tage magten i Ukraine. Du svor troskabsed til det ukrainske folk og ikke til juntaen, folkets modstander, som plyndrer Ukraine og ydmyger det ukrainske folk.
Jeg opfordrer dig indtrængende til at nægte at udføre deres kriminelle ordrer. Jeg opfordrer dig til straks at lægge våben og gå hjem. Jeg vil forklare, hvad det betyder: Det militære personale fra den ukrainske hær, der gør dette, vil frit kunne forlade zonen for fjender og vende tilbage til deres familier.
Jeg vil igen understrege, at alt ansvar for de mulige blodsudgydelser helt og fuldt ud vil ligge hos det regerende ukrainske regime.
Jeg vil nu gerne sige noget meget vigtigt til dem, der kan blive fristet til at blande sig i denne udvikling udefra. Uanset hvem der prøver at stå i vejen for os eller så meget desto mere skaber trusler mod vores land og vores folk, bør vide, at Rusland vil reagere prompte, og med konsekvenser i aldrig har set i hele jeres historie. Uanset hvordan begivenhederne udvikler sig, er vi klar. Alle de nødvendige beslutninger i denne henseende er blevet truffet. Jeg håber, at mine ord bliver hørt.
Borgere i Rusland,
Vores forfædres kultur og værdier, erfaringer og traditioner udgjorde uvægerligt et stærkt fundament for hele staters og nationers velfærd og eksistens, deres succes og levedygtighed. Dette afhænger naturligvis direkte af evnen til hurtigt at tilpasse sig konstant forandring, opretholde social sammenhængskraft og parathed til at konsolidere og tilkalde alle de tilgængelige kræfter for at komme videre.
Vi skal altid være stærke, men denne styrke kan antage forskellige former. “Løgnenes imperium”, som jeg nævnte i begyndelsen af min tale, går i sin politik primært ud fra grov, direkte kraft. Det er, når vores ordsprog om at være “helt sprød og ingen hjerne” gælder.
Vi ved alle, at det at have retfærdighed og sandhed på vores side er det, der gør os virkelig stærke. Hvis dette er tilfældet, ville det være svært at være uenig i, at det er vores styrke og vores vilje til at kæmpe, der er grundlaget for uafhængighed og suverænitet og giver det nødvendige grundlag for at opbygge en pålidelig fremtid for dit hjem, din familie, og dit fædreland.
Kære landsmænd,
Jeg er sikker på, at hengivne soldater og officerer fra Ruslands væbnede styrker vil udføre deres pligt med professionalisme og mod. Jeg er ikke i tvivl om, at de statslige institutioner på alle niveauer og specialister vil arbejde effektivt for at garantere stabiliteten i vores økonomi, finansielle system og sociale velfærd, og det samme gælder for virksomhedsledere og hele erhvervslivet. Jeg håber, at alle Folketingets partier og civilsamfundet indtager en konsolideret, patriotisk holdning.
I sidste ende er Ruslands fremtid i hænderne på dets multietniske folk, som det altid har været tilfældet i vores historie. Det betyder, at de beslutninger, jeg har truffet, vil blive eksekveret, at vi vil nå de mål, vi har sat os, og pålideligt garantere vores fædrelands sikkerhed.
Jeg tror på jeres støtte og den uovervindelige kraft, der er rodfæstet i kærligheden til vores fædreland.