Kilde: People’s Daily af Martin Jacques
I løbet af januar var angrebene i de vestlige medier, især fra USA og Storbritannien, som var imod den Kinesiske regerings håndtering af COVID-19 epidemien, som værende ubarmhjertig. De faktiske beviser var på grænsen til at være tyndslidte, men dette gjorde lille forskel for den gift og galde der kom ud af overfaldet.
Der var bestemt et forsøg på at hindre den nødvendige rettidige handling i Wuhan og mere vidtgående i Hubei. Men set i bagklogskabens lys, viste den tabte tid, sig som et resultat relativt marginalt, sammenlignet med den tabte tid i vest, i deres tro på at det muligvis ikke kunne ske for dem, at Kina bar skylden og i deres manglende evne til at lære fra Kinas erfaringer.
At have brugt tragedien med coronavirus epidemien med alle de dødsfald, sygdom og lidelser, der fulgte, som en pind, med hvilken man kunne slå den Kinesiske regering – og det Kinesiske folk – var intet mindre end en skændsel. Når Kineserne havde brug for medfølelse, støtte og solidaritet, modtog de latterliggørelse, bagvaskelse og slet skjult racisme. Man kan spørge sig selv, hvorfor det var sådan.
Vestlige fordomme mod Kina er historisk dybt forankrede og fortsætter med at påvirke nutidige vestlige holdninger. I løbet af de sidste par år, især siden omkring 2016, er forekomsten af Kinesisk nedrakning blevet meget mere almindelig. Der har været en voksende følelse af fortørnelse over Kinas udvikling, især og forudsigeligt i USA, men også andre steder. Dette kombineret, med et ønske om at genoprette og gendanne den gamle globale hakkeorden og de etablerede økonomiske, politiske og etniske hierarkier.
Det vigtigste emne for nedrakning af Kina har været dets styringssystem. Coronavirus epidemien bød i det mindste på overfladen, ideel grund til at angribe Kinas regeringsførelse. Hvor forkerte og misforståede disse vestlige fordomme viste sig at være. Efter indledende dithering, tøven og forkerte vendinger, da Kina først greb naturen og dybtgående farer, som virussen udgjorde for det Kinesiske folk, var dens tilgang intet mindre end strålende, et eksempel og inspiration for alle.
For Kina, må vi aldrig glemme at det var en helt ny og mystisk udfordring. Alle efterfølgende lande kunne lære af Kinas erfaring. Kina vidste ikke engang, hvad virussen var. Det måtte konstatere, at det var helt nyt og regne genomerne ud og dets egenskaber, som det straks delte med verden. Og det fandt med bemærkelsesværdig beredvillighed, at epidemien krævede de mest dramatiske foranstaltninger, herunder nedlukning af ikke blot Wuhan, men alle større byer og det meste af landet samt karantæne af befolkningen.
Regeringen forstod, at livet kom før økonomien. Dets ekstraordinære og afgørende ledelse mødtes med en lige så ekstraordinær og proaktiv reaktion fra folket: Det var en klassisk sag om regeringen og folket, som en.
Resultaterne er der for alle at se. Nye sager er blevet reduceret til en lille strøm. Langsomt, trin for trin, genvindes økonomien. Bid for bid vender Kina tilbage til det normale. For dem, der ønsker at undgå coronavirus, er Kina hurtigt ved at blive det sikreste sted på jorden. Faktisk er Kinas problem er hurtigt ved at blive udenlandske turister, der lider af virussen og genindføre den i deres land.
I mellemtiden står Europa og Nordamerika over for en tsunami med coronavirus: Italien er det værste tilfælde, men andre som Spanien, Frankrig, Tyskland og Storbritannien følger hurtigt med i deres slipstrøm. Snart bliver hele Europa indviklet i epidemien. Og Amerika, som langt fra er immun som præsident Trump mente, har selv erklæret en nødsituation for at håndtere virussen, som den afskedigede og ignorerede som en ‘fremmed virus’.
Vesten – og frem for alt dens befolkning – er dømt til at betale en enorm pris for dets hovmod, og dets tro på at coronavirus var et Kinesisk problem, der aldrig kunne blive et vestligt problem. Alt for sent desværre efter at have spildt tiden, som Kina gav dem, al den viden, som Kina havde tilegnet sig, hvordan man takler virussen, står de vestlige regeringer nu overfor en frygtelig udfordring. Tilbage i januar beskyldte de den Kinesiske regering for spild af to uger; nu afsløres det for verden, at vestlige regeringer spildte mindst to og en halv måned.
Læs også: Hvad Vidste Amerikanske Efterretninger Virkelig Om Den ‘Kinesiske’ Virus?
Tidevandet er vendt. I den største sundhedskrise i hundrede år, har Kinas regeringsførelse klaret udfordringen og leveret et dødeligt slag mod coronavirus. I modsætning hertil har vestlig regeringsførelse, vist sig at være blændet af eget hovmod, ude af stand til at lære af Kina, indtil alt for sent og dårligt rustet til at forstå de radikale handlinger, der kræves af det.
Trump er stadig stort set i benægtelse, og den Britiske regering udtaler varme ord og gør ufatteligt lidt. Jeg kan ikke tænke på noget andet eksempel, der så åbenlyst afslører den rene og skære kompetence og kapacitet, ved Kinesisk regeringsførelse og mindreværd og svaghed ved vestlig regeringsførelse. I deres nød har sidstnævnte svigtet deres folk.
I mellemtiden er den vestlige kritik af Kina næsten faldet, men ikke blevet helt tavs. De har ikke noget alternativ, som Italien viser, end at lære af Kinas drakoniske foranstaltninger. Hvad kan de ellers gøre? Kina har fået succes. De har i sandhed intet andet sted at vende sig til. De skal lære fra Kina. Men for mange er det en bitter pille at sluge. Historiens hjul drejer uimodståeligt mod Kina og Kina skal svare ydmygt ved at tilbyde al den hjælp og erfaring, det kan tilbyde Vesten.
Martin Jacques er senior kollega ved Institut for Politik og Internationale Studier ved Cambridge University.