Kilde: Consortium News af Pepe Escobar
Han straffes ikke for at stjæle ild – men for at have afsløret magt i sandhedens lys og provokeret exceptionalismens gud.
Dette er fortællingen om en antik græsk tragedie genopført i AngloAmerica.
Midt i tordnende tavshed og næsten universel ligegyldighed, lænket, immobil, usynlig, blev en elendig Prometheus overført fra galgen til en show retssag i en falsk gotisk domstol bygget på stedet af et middelalderligt fængsel.
Kratos, der efterlignede Styrke, og Bia, der efterlignede vold, havde behørigt lænket Prometheus, ikke til et bjerg i Kaukasus, men til isolation i et højsikkerhedsfængsel underlagt ubarmhjertig psykologisk tortur. Langs de vestlige vagttårne meldte ingen Hefaistos sig frivilligt til at smide en vis modvilje eller endda en smule medlidenhed i sin smedje.
Prometheus straffes ikke for at stjæle ild – men for at have afsløret magt under sandhedens lys og derved provokere Zeus Exceptionalistens ubegrænsede vrede, der kun er i stand til at iscenesætte sine forbrydelser under flere hemmeligholdte slør.
Prometheus gennemboret hemmeligholdelses myten – som omslutter Zeus ‘evne til at kontrollere det menneskelige spektrum. Og det er anathema.
I mange år, afskåret, arbejdede hack stenografer ubarmhjertigt for at skildre Prometheus som en ringe svindler og ubetydelig forfalsker.
Forladt, udtværet, dæmoniseret blev Prometheus kun trøstet af et lille kor af Oceanider – Craig Murray, John Pilger, Daniel Ellsberg, Wiki-krigere, Consortium-forfattere. Prometheus blev nægtet selv de grundlæggende værktøjer til at organisere et forsvar, der i det mindste måske raslede Zeus ‘kognitive dissonante fortælling.
Oceanus, Titan-faren til Oceaniderne, kunne umuligt opfordre Prometheus til at blødgøre Zeus.
Flygtigt kunne Prometheus have afsløret for koret, at det at afsløre hemmeligholdelse ikke var det, der passede bedst til hans hjertes indhold. Hans situation kan også, på lang sigt, genoplive populær tilknytning til civilisations kunsten.
En dag blev Prometheus besøgt af Io, en menneskelig jomfru. Han har muligvis forudsagt, at hun ikke vil deltage i nogen fremtidige rejser, og hun vil føde ham to afkom. Og han har måske forudset, at en af deres efterkommere – en unavngiven epigone af Herakles – i mange generationer derfor ville frigøre ham, billedligt, fra hans pine.
Zeus og hans anklagemyndigheder har ikke meget af en sag mod Prometheus bortset fra besiddelse og formidling af klassificerede ekstraordinære oplysninger.
Alligevel var det til sidst op til Hermes – Guds budbringer, og væsentlig, kanal af nyheder – at blive sendt ned af Zeus i ukontrollerbar vrede for at kræve, at Prometheus indrømmer, at han var skyldig i at forsøge at vælte den regelbaserede orden, der blev oprettet af den højeste ekstraordinære.
Dette er det, der bliver ritualiseret ved den aktuelle udstillings sag, der aldrig handlede om retfærdighed.
Prometheus tæmmes ikke. I hans sind vil han aflæse Tennysons Ulysses: “at stræbe, at søge, at finde og ikke at give efter.”
Så Zeus kan endelig slå ham med exceptionelismens torden, og Prometheus vil blive kastet ned i afgrunden.
Prometheus’s tyveri af magt-hemmeligheden er dog irreversibel. Hans skæbne vil helt sikkert tilskynde den sene indtrængen af Pandora og hendes ondskabs glas – komplet med uforudsete konsekvenser.
Uanset hvilken dom, der blev truffet ved domstolen fra det 17. århundrede, er det langt fra sikkert, at Prometheus vil komme ind i historien mere som et objekt af skyld i menneskelig dårskab.
For nu er hjertet i sagen, at Zeus ‘maske er faldet.