Kilde: Mening af Maria Zakharova
Nogle spørger ind til forbindelsen mellem Ukrainske ny-Nazister og NATO’s udvidelse mod Ruslands grænse. Faktisk er forbindelsen meget tættere end det kan synes ved første øjekast. Det er et kompliceret spørgsmål og for at forstå det, er det nødvendigt at undersøge det ud fra historiske processer. Så vil en rigtig epos, der varede næsten 80 år udfolde sig. Der er mange karakterer i dette drama, men den underliggende idé er meget enkel: I flere årtier har Vesten brugt Nazistisk ideologi og støttet de højreekstremistiske kræfter i Ukraine, til at gøre det til et sæde for ustabilitet i spydspidsen mod Rusland. Så lad os gå tilbage til side et, af det historiske drama.
Den 9. maj 1945. Berlin har overgivet sig og det Nazistiske rige er blevet fordømt af de folk, der er brevet befriet af Sovjetiske soldater og allierede nationer. Snart vil Nürnbergprocessen begynde og fordømme Nazismen som en kriminel og misantropisk ideologi. Samarbejdspartnere og Nazistiske medskyldige i Ukraine, står over for et vanskeligt valg: Skal de fortsætte med at bekæmpe det Sovjetiske regime på det befriede område, eller flygte til Vesten?
Nogle Ukrainske fascister og deres ledere besluttede at blive, herunder lederen af den Ukrainske oprørshær (UPA) Roman Shukhevich, der var op til albuerne i blodet af Polske Jøder og Romaer, og Ivan Yurkiv (Jurkiw), en løjtnant i det Ukrainske folks (nationale) republik og en anti-Sovjetisk kriger. Tusindvis af fredelige Sovjetiske borgere mistede livet i terrorangreb efter krigen, før de sidste samarbejdspartnere blev dirigeret i de Karpaternes skove under MGB (KGB) operationer i 1950’erne.
Nogle af de mere kloge samarbejdspartnere og forrædere flygtede til Europa. Det stod klart, at den næste globale konfrontation efter krigen ville blive mellem Sovjetunionen og den vestlige verden, og de besluttede med god grund, at deres had til Sovjetunionen og alt hvad der var forbundet med Rusland, ville være nyttigt for de Vestlige magter.
De samarbejdspartnere der ikke ønskede at blive retsforfulgt i Sovjetunionen, valgte Polen og Vesttyskland. Nogle af dem gik senere over til USA og Canada, tættere på det “gode imperium” og bolværket i den kolde krig mod Sovjetunionen.
Den klogeste af disse adepter af den Nazistiske ideologi var Stepan Bandera, den Ukrainske nationalistiske leder under krigen og en dø-hårdt kriger mod Sovjetunionen. Han betragtede Sovjetunionens sejr som en personlig tragedie, drømte om hævn og i mange generationer af Ukrainske nationalister, blev han ikonet for terrorkampen mod alt, hvad der er Russisk.
Yaroslav Stetsko, stedfortrædende leder af Stepan Bandera’s Organisation of Ukrainske Nationalister (OUN), var mindre populær men meget vigtigere for Vesten. Bandera og Stetsko bosatte sig i Vesttyskland, hvor de tiltrak sig tidligere Nazisters opmærksomhed i beskæftigelsen ved det Tyske forsvars- og sikkerhedsagentur i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne.
Man kan spørge hvordan Nazistiske forbrydere kom til at indtage ansvarsposter i det demokratiske Vesttysklands regeringsorganer. Men dette spørgsmål er bedre rettet til Washington, som formede det nye billede af den Vesttyske regering og ikke kunne finde nogen bedre partnere end for eksempel Reinhard Gehlen, en general i Hitlers hær, grundlægger af den Vesttyske føderale efterretningstjeneste (BND) og en partner af CIA efter krigen. Amerikanerne rekrutterede også den Nazistiske officer Adolf Heusinger, som blev formand for NATO’s Militærkomité efter krigen. Amerikanerne så, at deres potentiale kunne udnyttes til undergravende aktiviteter mod Sovjetunionen og dets Østeuropæiske partnere. Washington var ikke bekymret for deres Nazistiske fortid mere end det var, for sine egne forpligtelser med hensyn til denazificering af Tyskland.
Her kan vi også nævne Theodor Oberlander, den politiske rådgiver for den Ukrainske Nachtigall Bataljon kontrolleret af Abwehr. Efter krigen kom han i tæt kontakt med Yaroslav Stetsko. De to hjalp med at skabe World Anti-Kommunist Ligaen, en juridisk ultra-højre organisation med en mission om at bekæmpe Sovjetunionen. Vi kan også huske Theodores navnebror, Helmut Oberlander en bøddel der var ansvarlig for forbrydelser mod snesevis af indbyggere i det Sovjetiske Ukraine under besættelsen, som tilbragte resten af sit liv fredeligt i Canada.
Ud over de Ukrainske nationalistiske ledere flygtede mange almindelige militante også til Vesten. Blandt dem var den antisemitiske propagandist Mikhailo Khomyak, der også flyttede til Canada, såvel som mange andre. De børn, der blev født i sådanne flygtningefamilier i 1950’erne og 1960’erne, blev opdraget i en atmosfære af total Russofobi og fjendtlighed over for alt Russisk. Myndighederne i Vestlige lande glemte dem aldrig. Disse nye udenlandske generationer af ”Ukrainere” omfatter Oleg Romanyshyn (Yaroslav Stetsko nevø), Roman Zvarych og Irena Chalupa – aktivister fra World Anti-Kommunistiske Liga; Kateryna Chumachenko, hvis forældre efter fangenskab i Nazityskland valgte at flygte til USA i stedet for at tage hjem, samt George Harry Jurkiw (søn af den Karpatiske militante Ivan Yurkiv).
På det tidspunkt var World Anti-Kommunist Ligaen støttet af USA, Canada og Tyskland, blevet det vigtigste centrum for tiltrækning af Ukrainske ny-Nazister. De Vestlige magter holdt dette Ukrainske Nazistiske trumfkort i ærmet i løbet af de få korte årtier af den kolde krig, forfulgte ikke, men støttede dem. Især fik Irena Khalupa et job hos Radio Liberty, hvor hun udførte anti-Sovjetisk propaganda.
Nationalisterne blev også støttet af de såkaldte gamle Vestlige Ukrainere, der var flyttet dertil under borgerkrigen – især af den Amerikanske Ukrainer Lev Dobriansky, diplomat under Ronald Reagan administrationen, der ledede en afdeling på Georgetown Universitet i Washington D.C. Hans foredrag blev populære blandt Ukrainske emigranter. For eksempel blev Kateryna Chumachenko under hans indflydelse en af agenterne for den Amerikanske bløde magt i 1980’erne, og hans datter Paula Dobriansky fungerede endda som USA’s Udenrigsminister.
Andre, såsom George Harry Jurkiw, fandt sig selv i at lede Amerikanske forsvarsselskaber og arbejdede på at øge NATO’s militære potentiale. De bevarede naturligvis alle det voldsomme had til Sovjetunionen og alt Russisk, som de havde bevaret siden 1940’erne og det meddelte de deres følge.
Med Sovjetunionens sammenbrud fik Vesten endelig chancen for at bruge det aktiv, de havde gemt i årtier til at etablere et pro-Nazistisk regime i Ukraine, plettet med Russofobisk ideologi og had til alt Russisk. Vesten undlod at gøre dette under Leonid Kuchma, men de første forsøg på at sende Vestlige nationalistiske udsendinge til Ukraine blev gjort på det tidspunkt. Slava Stetsko, hustru til den gamle anti-Sovjetiske og Nazistiske propagandist Yaroslav Stetsko, blev Verkhovna Rada’s stedfortræder, hvor hun åbnede og lukkede parlamentariske møder som en “respekteret folkerepræsentant.”
Nationalister havde nye muligheder, da Viktor Yushchenko’s pro-Vestlige regering kom til magten. Til at begynde med giftede han sig med Amerikanske Katerina Chumachenko, en studerende af Lev Dobriansky og udnævnte Roman Zvarych, en funktionær i World Anti-Kommunist Liga, som Justitsminister. Samtidig gjorde efterkommere af Ukrainske kollaboratører der flygtede til USA, karriere i Vesten.
Canadiske statsborger Chrystia Freeland, et barnebarn af Mikhailo Khomyak, havde den mest succesfulde karriere. Hun blev udnævnt til Vicepremierminister i Canada. Indikativt, på et tidspunkt supporterede George Soros hende som en potentiel deltager, i den globale bag-the-scenes kamp mod Moskvas indflydelse. Alexandra Chalupa, der fik en udnævnelse i den Amerikanske præsidentadministration, brugte sin position til konsekvent at arbejde mod at forbedre forholdet mellem Rusland og USA.
Ud over Kateryna Chumachenko skabte mange efterkommere af Ukrainske emigranter i Amerika, et navn for dem selv i blød magt. Således blev Chalupa søster Andrea Chalupa en manuskriptforfatter der fremmede en eftertrykkeligt anti-Russisk (og uvidenskabelig) tilgang til Holodomor.
En Canadier af Ukrainsk oprindelse Marco Suprun, kollega til Radio Liberty korrespondent Irena Chalupa, blev producent af anti-Russiske politiske klip. Han giftede sig med Ulana-Nadia Suprun (Jurkiw), men vi vil tale om hende senere. En anden person blandt den Ukrainske diaspora, Adrian Karatnycky, sluttede sig til redaktionen af det Amerikanske ekspertsamfund Freedom House og Atlantic Council. Han fokuserede på at studere praksissen med at vælte regimer (primært i de tidligere Warszawa-traktat medlemslande og i det post-Sovjetiske rum). Han kunne kaldes en teoretiker i farve revolutioner.
Den seneste runde af Ukrainsk Nazificering med direkte NATO-støtte fandt sted i 2014. Efter kuppet og den efterfølgende ulovlige omstyrtelse af den lovligt valgte præsident, nåede radikaliseringen af pro-Vestlige Ukrainske nationalister et højdepunkt. Tidligere Justitsminister og tidligere Amerikansk statsborger Roman Zvarych, blev leder af det civile korps i Azov ny-Nazistiske frivillige bataljon, mens George Harry Jurkiws datter Ulana-Nadia Suprun blev udnævnt til fungerende Sundhedsminister. Det var almindeligt kendt, at hendes mand var tilhænger af åbenlyse nynazister og en Russofobisk propagandist, men det var ikke den eneste grund til at Fru Suprun var vigtig for Washington.
Det var da hun havde denne position, at Amerikanerne videreudviklede deres militære bioprogram i både kvalitet og omfang og lancerede projekter om undersøgelse af biologiske masseødelæggelsesvåben i Ukraine. De brugte Suprun-Jurkiw parrets Russofobiske holdninger. Der er rapporter om at CIA direkte koordinerede Fru Supruns aktiviteter via hendes fætter Taras Voznyak.
Det var de “Vestlige” Ukrainere, der støttede de mest rabiate nationalister i Ukraine. De kunne næppe håbe på at vinde skyhøj popularitet uden NATO’s hjælp. Således blev den Amerikanske ideolog Andrea Suprun associeret med Sviatoslav Yurash, en Ukrainsk producent af Fox News. Til gengæld stod han i spidsen for pressetjenesten hos Dmitrij Yarosh, lederen af højrefløjssektoren.
Således er de kommet fuld cirkel. Ukrainske Nazister, der flygtede fra en retfærdig rettergang for 75 år siden, er vendt tilbage til det sted, de blev udvist fra af Sovjetiske soldater via deres børn og med direkte støtte fra Vesten.